søndag den 6. januar 2013

Antonstrik #5 - Sømandstrøje - 1 (str. 17 mdr.)

Sømandstrøje str. 17 mdr. - bullen (under ærmer)


Garn: Bonita fra Stof 2000, marineblåt, løbelængde 160 m/50 g; 26 m anbefalet/10 cm.

Rundpind, grå (Aero?) - 60 cm: 3.0
KnitProRundpind - 60 cm: 3.5
Rundpind, grå (Aero?) - 60 cm: 2.5 (hjælpepind i kant mm)

Strikkefasthed*

Beregn ud fra en glat strikkeprøve med KPR 3.5, hvor mange masker der er på 10 cm.

Model af bul

Modellen har en dobbeltkant forneden, som er sammenstrikket. Bullen strikkes med pind 3.0 på indersiden af kanten og med pind 3.5 på ydersiden af kanten (indercirklen har en mindre radius).
Sømandstrøjen består af en glatstrikket del, som strikkes med pind 3.5 samt striber/bånd af boblemønster som strikkes på pind 3.0.
Modellen går lige op i siderne.

Fastlæg den ønskede brystvidde.



Opslagning

Beregn antal masker (i strikkefasthed pind 3.5) der skal slås op svarende til den dobbelte brystvidde. Tallet korrigeres, så det er deleligt med tre af hensyn til det senere boblemønster = x masker.
Slå x masker op på rundpind 3.0, så omkredsen (den dobbelte brystvidde) bliver den ønskede. Som opslagningsmetode bruges en åben opslagning: En tykt (gult) bomuldgarn bruges som hjælp.

Med begge slags garn bindes en knude (slipknot) om pindespidsen, husk enden skal kunne hæftes. Denne fæsteknude skal ikke tælles med.
Det blå garn hentes nu først under og dernæst over det gule garn (~slå om). Dette gentages til det ønskede antal masker er nået. Nu skal rundpinden samles, og det sikres, at de løse omslag bliver, hvor de skal. Slipknot'en skal bindes op.
Valg af opslagningsmetoden begrundes i note **

Kant

Nu strikkes rundt 8 omgange, i starten er kanten løs forneden, men det ændrer sig til en normal strikkefasthed. Dernæst laves en venderille ved at strikke en omgang vrang.
Nu begynder retsiden og der skiftes til KPR 3.5.
Der strikkes ca. 8 omgange eller til de to kantdele er lige høje (mål f.eks. over venderille og til og med de sidststrikkede masker, der sidder løst på kabel).
Nu samles de åbne masker i opslagningskanten op på en rundpind 2.5 og det kontrolleres at det samme antal masker haves som ønsket. Bomuldstråden hives ud.
Nu strikkes de to kantdele (let) sammen med KPR 3.5.

Bul, glat

Der strikkes yderligere 5 omgange glat med KPR 3.5

Boblemønster AB

Boblemønsteret går over 12 pinde. Strik 5 pinde glat, 6. pind er en bobledannepind, strik igen 5 pinde glat og 12. p er en forskudt bobledannepind.
Boblerne i denne opskrift går over 2 ret og er 5 pinde høje.

Mere detaljeret:
A:
Strik 5 omgange glat på rundpind 3.0 og strik 6. omgang således: 2 ret, strik næste maske 5 pinde nede, hvilket vil sige at tælle 4 huller under pinden og strikke masken der, og vippe masken på venstre pind af som normalt. Og stram til. Kaldes 5R-UP. Strik igen 2 ret og gentag at strikke næste maske 4 huller under. Strik omgangen ud.
B:
Nu strikkes nye 5 omgange glat, og 'boblepinden' forskydes ved at der strikkes 1 ret til start (omgangens sidste maske bliver også 1 ret).

Mønsteret er sammensat af de to forskudte rækker bobler, som kan gentages til en ønsket højde.

Bul, boblemønster ABA

Efter kanten og de 5 omgange glat strikkes nu videre på rundpind 3.0 yderligere 5 omgange glat. Disse skal indgå i en boble. Der strikkes 3 rækker bobler i alt, hvilket betyder, at ud over de to beskrevne rækker oven over skal der gentages boblerække A (startende med 2 ret).

Bul, glat over boblemønster

Der skiftes efter sidste bobledannepind til KPR 3.5 og glatstrikning. Der strikkes blot 3 omgange glat før arbejdet på en 4. omgang gøres klar til deing i forstykke og ryg.
Den 3. omgang sluttes 5 masker før omgangen er slut. Nu skiftes til rundpind 2½ de næste 10 masker, hvor ærmegabet skal være over de midterste 2x2 masker. Der strikkes videre med KPR 3½ indtil 5 masker før den anden side, Der strikkes tilsvarende 10 masker stramt på rundpind 2½ i et forsøg på at undgå løse masker ved sammensyning (af 4 masker) med ærme. Omgangen fuldføres til maskerne, der sidder på rundpind 2½ lidt før omgangens start. Der strikkes dernæst 3 (stramme) masker fra denne rundpind 2½ over på 3½.
Nu vendes arbejdet, og og ryg og dernæst forstykke strikkes videre for sig.
Se næste blogindlæg dateret 18. januar 2013: Antonstrik #5 Ryg og forstykke

Jeg har vist glemt at skrive, at jeg har 7 boblerækker sat ind før ærmegab, må vende tilbage her....


Noter

* Min egen strikkefasthed er forskellig fra fladstrik til rundstrik, sidstnævnte bliver lidt løsere, da jeg ikke har vrangmasker, som jeg ellers strammer. Så jeg måtte også lave kanten om efter erfaring med 'det rigtige strikketøj' og slog et mindre antal masker op i andet forsøg.
** Den første kant havde jeg i øvrigt slået op på en pind 3.5 og strikkede videre med pind 3 osv. Desværre kunne jeg ikke med dette garn og disse pinde samle masker op med en rundpind 2.5, så jeg måtte opgive. Aldrig har jeg prøvet noget så stramt. Metoden virkede ellers fint i Antonstrik 3 - hættetrøje.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar