torsdag den 17. januar 2013

Antonstrik #5 Sømandstrøje - 2

Sømandstrøje str. 17 mdr. - bullen øverst

 
Fortsættelse af
Antonstrik #5 Sømandstrøje - 1
 

Boblemønster i sømandstrøjen. Ærmegabet starter 1 cm over de 7 viste boblerækker.

Ryg

Ærmegabsrunding (beskeden)

Der er netop skiftet fra rundstrik til fladstrik (frem og tilbage) efter en omgang, hvor 10 masker i hver side blev strikket på en tyndere rundpind 2½.
Der startes 2 masker før omgangens slutning med tilbagestrik af en vrangpind. Der skal være 2x2 masker under hvert ærme, som (senere) sættes på en sikkerhedsnål, og som skal sys sammen med ærmet senere. Så der strikkes altså 3 stramme masker med.
På de følgende 2 retpinde (med vrangpind imellem) tages 1 maske ind i hver side inden for yderste maske. I højre side bruges 1 oindt. og i venstre side af retpinden bruges 2 r sm. Der laves ikke knudekantmasker før efter sidste indtagningspind, selvom det sikkert kunne have været en udmærket idé.

Lige op før nye boblerækker

Der fortsættes lige op med glatstrikning og knudekantmasker.
Der strikkes til arbejdet måler 4,5* cm over den sidste boblerække (som ligger 1 cm under ærmegabet). Sidste pind skal være en retpind, hvor maskeantallet reguleres til MOD3+2 (deleligt med 3 + 2 km), hvilket betyder, at der skal tages en maske ud i lænken mellem pindens 1. og 2. maske, som strikkes dr r.


Ærmegabets højde

Ærmegabet skal være 13,5 cm højt, men der måles fra de 7 boblerækkers slutning 1 cm under arm, og det giver et slutmål på 14,5 cm.

Boblerækker ABABA

Der skiftes til rundpind 3.0 og første pind strikkes vrang. Der strikkes i alt 5 pinde glat før boblepinden strikkes. Placeringen af første boblerække bliver, hvor de 5 pinde strikkes. Det strammere glatstykke over det 'almindelige' glatstykke forvandles altså til en boblerække.
Der strikkes 5 boblerækker. I siderne laves fortsat knudekantmasker imens.
Dette forløb måler ca. 4,5 cm.

A= km, 2 ret, boblemaske, 2 r,....., boblemaske, km
B=km, 1 r, boblemaske, 2 r,....., boblemaske, 1 r, km

Glat over 5 boblerækker

Nu strikkes x pinde (ulige antal) glat over boblemønsteret på KPR 3½ (frem og tilbage) inden ryggen deles i hals og skuldre. Første pind efter boblerne er vrang og næstsidste pind skal være en retpind. Slutpinden (vrang) forbereder deling i højre og venstre skulderparti: De midterste halsmasker + et par 'sidemasker' strikkes over på rundpind 2½, mens de øvrige strikkes på KPR 3½,

Højre skulder

Der strikkes en retpind hen til midtermaskerne, der sidder på rundpind 2½ og 'sidemaskerne', der også skal indgå i skulderdelen strikkes med. Arbejdet vendes og midten og venstre side hviler imens højre del strikkes færdig.

Halsrunding i højre skulder

Halsrundingen ønskes/beregnes 2 cm dyb og 14,2 cm bred inkl. plads til halskant 1½ cm høj.

Halsen rundes yderligere fra vrangsiden med 5 masker fordelt over 3 indtagningspinde således: 2, 2, 1 maske. Sidste indtagningspind bliver sidste pind**, da højden vist er nået. Der laves alm. overtrukket aflukning som indtagning alle steder og ingen kantmasker i halssiden, men derimod fortsat i ærmesiden.

Venstre skulder inkl. halsrundingen

Garn sættes til i siden for at starte med en vrangpind (efter sidste vrangpind).Så bliver indtagningerne i halsen symmetriske.  Der suppleres med stramme 'sidemasker' fra rundpind 2½, så antallet bliver som i højre side. Halsen laves tilsvarende som i højre side, nu lukkes maskerne bare af i begyndelsen af retpinden (2,2,1 maske). Til rest sidder 16 masker og sidste indtagning sidder på sidste pind.

Forstykke

Ærmegabsrunding, glatte stykker og boblerækker

Udgangspunkt: Der er allerede strikket 3 pinde over 7. boblerække under armen.
Forstykkets ærmegabsrunding laves som på ryggen. Sæt garn til i arbejdets højre side og start med en vrangpind. Husk 2 sidemasker fra midten = 25 masker. Der tages 2x1m ind i hver side.

Der strikkes videre lige op og med kantmasker i begge sider. På 15. pind (r) (over de 7 boblerækker) øges med 1 m mellem 1. og 2. maske på pinden.

Der skiftes til rundpind 3.0 og der strikkes videre i (strammere) glat (start vrangpind) og fortsæt med boblepind B. Der strikkes kun 3 boblerækker BAB pga den dybere halsrunding*** foran.

Dernæst 4 pinde glat på KPR 3½ afsluttende med en retpind (= 8,2 cm) efterfulgt af en 5. 'halspind' (vrang) med stramme halsmasker på midten + 2x2 stramme 'sidemasker' før deling af arbejde til skuldre.

Halsrunding

Halsrundingen ønskes/beregnes til 6 cm dyb.
Halsrundingen starter som på ryggen i arbejdets højre side på 2. pind, som er første vrangpind i venstre skulderdel (og som er 6. pind over sidste boblerække). Der rundes på vrangpinde for 3,2,1,1,1,0,1 masker med almindeligt overtrukne indtagninger. Strik yderligere 5 pinde glat (start ret) og strik nu knudekantmasker i begge sider. Dette giver 26 pinde efter sidste boblerække, hvor den sidste pind er en retpind.

I venstre side af arbejdet sættes garn til over sidste vrangpind, og der strikkes atter vrang. Halssiden rundes tilsvarende venstre skulderdel, og der startes med indtagning i starten af retpinden. Der strikkes kantmasker som i højre side af arbejdet. Også her sluttes med en retpind.
Begge skuldre slutter med 16 masker på pinden.


Sammenstrikning af skuldre

Skuldrene strikkes sammen to og to med KPR3½ fra halsen og ud for at hæfte ende i ærmesømmen og ikke i halskanten. For at strikke sammen i det hele taget og især i en bestemt retning flyttes masker over på ledige rundpindespidser, der sidder i strikketøjet.

Det var glædeligt, at såvel ærmegabshøjde som halsbredde blev som ønsket og beregnet. Modtageren har prøvet 'bullen/slipoveren' i dag, og det så fint ud mht at passe i størrelsen.

Noter


Noter
* Skal for- og bagstykke være ens starter boblerækkerne lidt for højt her. Se evt. ***
** Der burde være mindst en pind efter sidste indtagning, hvis der ikke skal være et hak ved skulder'sømmen'.
*** Havde forsøgt at tage højde for det inden jeg strikkede ryggen, så for- og bagboblerier kunne blive ens, men jeg kom for højt op mod halsen alligevel. Heldigvis var ærmegabsrundingen så beskeden, at det næsten er et tilsat ærme, hvor boblerne vil gå på tværs og ikke skal passe til både for og bag :-) så derfor kan forstykke godt se anderledes ud end ryggen, og med 3 rækker mod ryggens 5 rækker bobler kunne halsen være der.
Over boblerækker på ryg er der 17 pinde, mens der på forstykket er 26 pinde. Det er ønsket, at antal boblerækker er ulige for synets skyld.

sidemasker=

I øvrigt

Jeg glæder mig til at designe ærmerne, dem skriver jeg om i Antonstrik #5 Sømandstrøje -3 snarest.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar