lørdag den 30. marts 2013

Sokke - ØV - ning

 Dette skønne, kønne garn er fra Regia, Design Line, "Random Stripe", Kaffe Fassett.
Strømpegarn, 4-trådet, anbefalet 30 m x 42 p (pinde 2-3). 210 m pr. 50 g.
Havde købt Knit Pro Cubic 3.0 til strømpestrikning (2½ var vist udsolgt), men lidt for løst blev det.
 
Forsøgte mig med et forstærkende hælmønster 'eye of a partridge' i en forskudt udgave over 4p.
Det gav en frygtelig masse hælpinde, og kan ses i den højre sok. Faktisk dobbelt så mange pinde som ved glatstrikning, frem og tilbage.
Søgte på nettet og fandt et sted, hvor pindehøjden var ens i såvel 'eye of a partridge' som i glat.
Jeg havde lænkemasker i hælflapkanten, så der blev taget et 'utal' masker op, vist 22 mod mere normalt 11. Det gav en omfangsrig fod, som en lang række indtagninger (i forbindelse med kiledannelse) i siderne næppe kunne få bugt med.
 
Forinden maskeoptagningerne havde jeg lavet en kilehæl, der får sokken til at gå ned om hælen.
Jeg havde lavet den lidt bred til min egen fod, og den sad flot.
Normalt strikkes hen til midten + 1 maske inden første indtagning (gerne, men ikke nødvendigvis fra retsiden). Jeg havde taget +5 tror jeg.
Hvis man strikker +1, bliver der 4 masker mellem indtagningerne (som ligger symmetrisk i kilehælen, og som jeg ikke skal komme yderligere ind på her).
På min udgave blev der vist 10 m imellem.
 
 
Så slog jeg op til en strømpe mere (så kunne jeg komme videre) og strikkede endnu mere 1-rib end på den første. Mange strømper har ellers lidt rib for oven og så glat videre ned på skaftet, hvis ikke der er særlige mønstre.
Jeg havde forsøgt med lidt glatstrikning til sidst i første sok for at undgå hul og et pænere udseende?, hvor hælflap og vrist skulle mødes.
På nr. 2 sok lavede jeg hælflappen i glatstrikning og med kilehæl '+2'.
Opsamling af masker foregik ved at tage maske op gennem begge kædemaskelænker og således strikke 1 maske op for hver 2 pinde. Det er let nok. Man kan også strikke op i den yderste lænkehalvdel alene.
Det, jeg gerne vil være god til, det er, at undgå at få huller på hver side af vristen, hvor hæl og vrist mødes. Særligt nemt synes det at lave hul på sokkens venstre side (på nævnte sted).
I opskrifter har jeg stødt på, at man udover at tage masker op i lænkemaskerne, skal tage en ekstra maske op i disse to 'hjørner'.
På YouTube har jeg set Kellys video med sokkeskole x, hvor hun viser, hvordan man kan forsøge sig frem.
Der findes tabeller på nettet, hvor man kan se, hvordan man skal strikke strømpen i en bestemt skostørrelse. Jeg fik tilbudt min datter, at få strømperne, men da hendes fod er mindre end min, tror jeg, at jeg trævler hele molevitten op, får hendes fodmål og starter for fra og måske på pinde 2½ og med et hensigtsmæssigt masketal.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar